Om Min Vinmark ApS

Danske vinbønder i Spanien

Vi er en række vininteresserede skandinaver, der har investeret i 4 ha jord i det nordlige Spanien, nærmere bestemt Terra Alta. Terra Alta ligger ca. 180 km sydvest for Barcelona.

Formålet er at dyrke vores vininteresse og følge vinens udvikling gennem alle processer. Vores vinmark passes af lokale professionelle folk på stedet. Vores vinstokke er plantet fra 2010-2014 og vi høstede første gang i efteråret 2012 af de først tilplantede arealer.

En gang om året arrangerer vi en tur til vinmarkerne, hvor vi tager ud og kigger på området og besøger de folk som står for vores produktion.

Hvem står bag?

Ideen blev skabt i 1998 af Frank Smulders, Hollands første Master of Wine og Michael Jansen, ejer af Vin-Kompagniet ApS. Kontakten blev skabt til Xavier Clua og hans kone Rosa, der begge er ønologer og vinproducenter i Terra Alta. Xavier er 4. generation af vinmagere på familiens vingård, har studeret i Frankrig, og regnes i dag for en af Terra Altas absolut bedste producenter. Hans vine har fået stor ros af bl.a. den verdensberømte vinanmelder Robert Parker, og i 2014 blev hans top-vin Mil.lenium kåret til den bedste Catalanske rødvin ved Winery Awards. Xavier er vores producent og den daglige leder af vinmarken. Per Steinmeier – en af de oprindelige 4 investorer – er i dag direktør for Min Vinmark ApS.

Projektet

Druerne

Området

Filosofien bag projektet er, at vi gerne vil producere gode vine til gavn for anpartshaverne og sælge resten på kommerciel basis, med det formål, hele tiden at forbedre vores vin og på sigt at købe mere jord. Samt at skabe et hyggeligt fællesskab for vinelskere af alle slags.

De typiske druetyper i området er Garnatxa Negra (Grenache), Syrah, Cabernet Sauvignon og Carignan. I 2010 blev der plantet Syrah, og i foråret 2011 plantede vi Carignan og Garnatxa Negra. I februar 2014 blev resten af jorden tilplantet med Garnatxa Negra og Cabernet Sauvignon. Senest er der i 2023 påbegyndt ompodning af Cabernet Sauvignon til Garnatxa Peluda.

Lille og utroligt smukke Terra Alta ligger ca. 400 m over havets overflade, og er dermed et af de højest beliggende vinområder i Catalonien. Jorden er kalkholdig med ler og fint grus – en fantastisk jord til vinstokke. Terra Alta er et historisk vinområde, men har stået lidt i skyggen af den berømte nabo Priorat. I dag er Terra Alta dog et spændende up-and-coming vinområde, som får større og større opmærksomhed fra eksperter og vinelskere verden over.

Scroll to Top